Artrose – alt, du skal vide om slidgigt

Oplever du stive og ømme led? Ledsmerter? Eller følelsen af, at dine led skurrer mod hinanden? Så kan det være tegn på artrose – også kendt som slidgigt.

 

Her på siden kan du få mere viden om sygdommen samt råd og vejledning til, hvad du kan gøre ved den.

Hvad er artrose?

Artrose er en kronisk gigtsygdom, hvor brusken i et led og omkringliggende væv gradvist nedbrydes. Ledkapslen fortrykkes også, og det resulterer i, at der produceres ledvæske, hvorfor leddet hæver op.

 

Forandringen i leddet kan gå fra en begyndende slidgigt til en let, moderat og svær slidgigt.

Symptomer på slidgigt

De hyppigste symptomer på slidgigt er ledsmerter, stive og ømme led og skurrende/knasende led. Mange oplever også betændelse i leddet, der resulterer i hævelse og ømhed.

 

Slidgigt i knæene mærkes ofte ved trappegang, hvor knæet skurrer. Slidgigt i hænderne gør, at man har svært ved at holde på ting – især fordi, at leddene bliver stive, når de har været i samme stilling i lang tid.

Hvorfor får man artrose?

Der er flere faktorer, der spiller en rolle, når det kommer til, hvorfor man får artrose. Herunder er et udpluk af de mest hyppige faktorer, der kan fremprovokere sygdommen.

Alder

Risikoen for at få slidgigt er stigende med alderen og indtræffer hyppigst efter 50-årsalderen. Det er uvist, om sammenhængen skyldes, at sygdommen er mange år undervejs, eller om det skyldes, at ens led bliver svagere med alderen, hvorfor man også bliver mere modtagelig for sygdommen.

 

Ældre mister desuden muskelstyrke, der også øger risikoen for sygdommen, fordi man får svært ved at modstå fald, vrid eller stød.

Arv

Arvelighed spiller en rolle i forhold til slidgigt, hvor der ses en fejl i arvemassen hos familier, hvor næsten alle er ramt.

 

Fejlen medfører, at kollagen (protein) i ledbrusken ikke er lige så stærk som normalt, hvorfor brusken hurtigere nedbrydes, og leddet udvikler slidgigt.

Overvægt

Jo mere vægt leddene skal bære på, jo mere belastet bliver de. Er man overvægtig, er der derfor større risiko for, at der udvikles slidgigt i knæ, der bærer meget af ens vægt.

 

Overvægtige har også større risiko for at udvikle sygdommen i fingrene på grund af hormonpåvirkningen, der produceres af fedtvævet.

Hvordan behandles artrose?

Artrose er kronisk og kan ikke helbredes. Dog kan udviklingen af sygdommen forsinkes og smerterne kan lindres, så hverdagen bliver nemmere. Herunder kan du få mere viden om, hvordan du kan komme sygdommen til livs.

Massage, øvelser og træning

Massage er en af de bedste måder at forsinke artrose på og lindre smerterne. Musklerne omkring det syge led kan have en tendens til at spænde, hvorfor en massage kan lindre infiltrationerne og have en god effekt.

 

Øvelser og træning, hvor musklerne gøres stærke, giver også en bedre støtte til det skadede led, hvorved smerterne mindskes. Træning hjælper også på et vægttab til mindre belastning på leddene.

 

Før du træner, bør du opsøge professionel hjælp til et træningsforløb, så du ikke overbelaster leddene.

Medicinsk behandling

Smertestillende præparater kan lindre smerterne, hvis du døjer meget med dem i hverdagen. Glucosamin har også vist sig at have en forebyggende og smertestillende effekt på slidgigt.

 

Snak dog altid med lægen, før du tager medicin som behandling.