Sådan kommer du i et forløb hos en fysioterapeut

5. december 2023

Fysioterapeuten er en almindelig kendt fagperson i det medicinske landskab. For mange er et besøg på en fysioterapeutisk klinik noget, som man stifter bekendtskab med i løbet af livet – i større eller mindre grad. 

Årsagerne til sin konsultation, undersøgelse og behandling kan være vidt forskellige. For nogle er der tale om skader eller traumer på kroppen, hvor struktureret genoptræning og rehabilitering kan føre patienten retur til helt almindelig smertefri bevægelse og styrke. Dette er en at de mere udbredte årsager til at besøge en fysioterapeut, men de bagvedliggende årsager kan også skyldes postoperationel rehabilitering, altså fysioterapi for en effektiv helingsproces efter operation, eller muskellidelser, alderdomsrelaterede gener, belastningsskader, holdningsproblemer og meget mere. 

Du kan starte hos din læge eller blot besøge en klinik

Når helbredet er udfordrende, og måske ligefrem resulterer i smerter og gener, som påvirker livskvaliteten og dagligdagen, er det helt naturligt at søge hjælp hos sin praktiserende læge. Lægen er i nogle tilfælde det første skridt på vej mod første besøg hos din fysioterapeut, men det er ikke nødvendigt at starte der. Vælger du lægen som første led, kan lægen foretage de indledende undersøgelser og hernæst sende dig videre til en fysioterapeut. Mange kender dog allerede deres krop så godt, at de kan fornemme, at lægebesøget er et led, som sagtens kan undværes, da de ved, at lægen alligevel blot vil sende dem videre. Begge muligheder er med andre ord helt legitime at benytte sig af.

Sådan er forløbet typisk

Når du starter hos din fysioterapeut, vil du begynde med en indledende vurdering. Her undersøges din krop, ligesom du bliver spurgt ind til din egen vurdering af din tilstand. 

Hernæst vil din fysioterapeut komme med anbefalinger til din specifikke situation og påbegynde en individuel behandlingsplan. Den kan variere meget, men vil ofte bestå af en kombination af fysioterapeutisk massage og andre interventioner med manuel behandling, ligesom du også typisk vil blive bedt om at udføre træning i form af hjemmeøvelser. Dette kan foregå med alt fra kropsvægt til elastikker eller vægttræning. 

Herefter følger en periode med løbende opfølgning og eventuel justering af dine øvelser samt belastninger i forbindelse med øvelserne. Ideelt set fører dette til gradvis forbedring og genopretning, så du til sidst kan afslutte din behandling og få vejledning med henblik på at undgå tilbagefald.  

Overvej specialisering

Husk altid, at det er dit ansvar at finde den fysioterapeut, som du vil i behandling hos. Her kan det være værd at overveje, om stedet byder på specialisering inden for et givent område. Typisk vil du kunne se, om klinikken har fysioterapeuter med særlige kompetencer, f.eks. inden for gigtsygdomme, sportsskader eller specifikke områder på kroppen (lænd, nakke, skuldre etc.). 

Se gerne efter anbefalinger

Som et led i det at spore dig ind på en fysioterapeut, kan det være værd at overveje, hvilket ry klinikken har. Brug internettet til at undersøge stedets profil, hvilket kan være ved brug af platforme som Trustpilot eller Googles eget anmeldelsessystem. 

Husk dog, at det altid er lige så vigtigt at kontakte klinikken og få en reel snak, så du kan få den rette mavefornemmelse. Ring derfor altid, så du ikke blot booker online, men har talt med en repræsentant.